PMTO


Parent Management Training Oregon


Målsætning og målgruppe:


PMTO er et struktureret, evidensbaseret forældertræningsprogram eller behandlingsmetode, der sigter mod familier med negativt og konfliktfyldt samspil, negative adfærdsmønstre og vaner.

Målet er at skabe positive forandringer i familierne, således at samspillet mellem barn og forældre bliver mere positivt, og forældrene støttes i at reducere barnets udadreagerende adfærd og på den måde skabe bedre forudsætninger for at fremme deres børns prosociale adfærd.


KILDE: https://vidensportal.dk/temaer/udadreagerende-adfaerd/indsatser/pmto-parent-management-training-oregon


”...Børn og unge med adfærdsproblemer i familien har derfor tendens til at udvise problemadfærd i fx skolen, institutionen og fritidstilbud (Debaryshe, Patterson & Capaldi, 1993). Det betyder, at også pædagoger, lærere og kammerater oplever en ekstra belastning som følge af barnets og familiens udfordringer.”


KILDE: VIVES midtvejsevaluering af bedre familiebehandling. Et randomiseret kontrolleret forsøg med Parent Management Training – Oregon og anden familiebehandling: https://www.vive.dk/media/pure/6665/667967)


PMTO retter sig mod forældre til børn i alderen 4–12 år.



Indhold og udviklingsstrategier:


I PMTO er der fokus på at give forældrene redskaber til at fremme barnets forudsætninger for at samarbejde, men også at styrke barnets selvværd gennem tydelige og klare forventninger, positiv feedback samt understøttelse af barnets succeser gennem konkrete belønninger, der markerer indlæring af nye mestringsstrategier og dermed nye kompetencer.  Der er også fokus på at give forældrene redskaber til at sætte tydelige og forudsigelige grænser, der er betinget af barnets adfærd og ikke forældrenes humør eller ophobet frustrationsniveau. Af andre komponenter i PMTO-forløbet kan nævnes følelsesregulering, problemløsning, kommunikation med børn, positiv involvering og samarbejde med børnehave eller skole.


PMTO tager afsæt i forældrene som barnets tætteste lærermestre og mod at fremme forældrenes position som de gode og tydelige rollemodeller. Forældrene viser, med egen adfærd, hvordan god og hensigtsmæssig adfærd giver det bedste samspil og læringsudbytte, både hjemme og ude.



Rammer og form:


PMTO kan både tilbydes individuelt og som gruppeforløb, hvor teori, hjemmeopgaver og rollespil danner rammen om de ugentlige sessioner. Mellem de ugentlige sessioner følges op med et telefonopkald til sikring af hensigtsmæssig implementering af de stillede hjemmeopgaver. For gruppeforløbenes vedkommende sikre den ugentlige telefonopringning, at terapeuten tilpasser og justerer såvel opgaverne som brugen af diverse redskaber til den enkelte families aktuelle behov og mestringskapacitet.


De individuelle forløb kan variere i længde fra 12 sessioner, af 1 time pr. session til 16, afhængig af den konkrete families læringsudbytte.


Gruppeforløbene er berammet til 12 sessioner af 1½ times varighed pr. session. I grupperne vil der være mellem 5-6 børn repræsentere ved 2 forældre pr. barn. Dvs. ca. 10–12 forældre pr. gruppe.


(Kilde: http://pmto.dk/udadreagerende-adfaerd-pmto-hjaelper/)